Da der for nyligt blev udnævnt ny skatteminister, blussede en klassisk misforståelse op: jo højere uddannelse, desto bedre minister. Intet kunne være mere forkert. Som minister skal man kunne lede et ministerium, man er ikke ansat til at sagsbehandle, men til at lede.

Jeg erindrer en samtale for nogle år siden med en dengang 21-årig kvinde. Hun var studerende og havde været ansat på en restaurant – for at hjælpe med at servere. Hun berettede om en oplevelse på restauranten. Der skulle være julefrokost. En stor gruppe læger fra nogle hospitalsafdelinger i byen skulle fejre julefrokost. Hun levede dengang i den – skulle det vise sig – alvorlige vildfarelse, at jo højere en uddannelse, mennesker havde, desto bedre mennesker var de, desto mere moralske var de, og desto pænere opførte de sig. Læger var i den forbindelse det ypperste, man kunne forestille sig. Så hun havde store forventninger til den kommende aften, hvor læger fra det store lokale sygehus skulle feste. Sjældent – om nogensinde – har et menneske mistet så mange og store illusioner på én aften, som det skete for denne studerende. Hun var målløs. Jeg skal ikke gå i detaljer, men hvad hun så og oplevede denne aften af dårlig opførsel, ringe moral m.m., er svært at beskrive. Så det undlader jeg.

Skulle man nødvendigvis være en bedre sundhedsminister, fordi man har en lægefaglig uddannelse? Nej, selvfølgelig ikke.

Min samtale med den unge studerende kom jeg til at tænke på i forbindelse med den nyeste ministerudnævnelse i Danmark (skatteminister Benny Engelbrecht), for i forbindelse med hans udnævnelse til minister fremkom der i medierne en virkelig interessant fordom vedrørende mennesker og uddannelse. Den nye minister havde kun en almindelig folkeskoleuddannelse! Kunne han så være minister? Skatteminister? Kunne han lede et stort og kompliceret ministerium? Ja, det er jo et godt spørgsmål, som rejser et andet spørgsmål: Hvad er det modsatte af en såkaldt almindelig folkeskoleuddannelse? Ja, det er jo i denne sammenhæng en universitetsuddannelse? Og så kunne man passende spørge: Kan du få øje på en ringe og inkompetent minister, der havde en universitetsuddannelse? Ja, det er ikke særlig vanskeligt. Ingen nævnt, ingen glemt. Hvad vil det sige at have en universitetsuddannelse i henseende til at være øverste leder af en organisation? (De følgende bemærkninger handler ikke om den konkrete minister).

En leder af et ministerium, en stor virksomhed, en forvaltning, et sygehus m.m. er jo ikke ansat til og forventes ikke at være sagsbehandler, teknisk kyndig m.m. En sygehusleder skal ikke nødvendigvis kunne operere en patient; en virksomhedsleder skal ikke nødvendigvis kunne håndtere maskinerne i produktionshallen. Og selv om en minister er en politisk leder, skal heller ikke en minister være sagsbehandler eller teknisk kyndig. I mange tilfælde vil det være direkte upassende og diskvalificerende, hvis lederen brugte tid på netop den slags konkrete opgaver.

En minister er den øverste leder af et ministerium. En borgmester den øverste leder af en kommunal forvaltning. Sygehusledelsen leder hele sygehuset. I sådanne organisationer kan der let være 1.000, 5.000, 50.000 mennesker ansat. Disse ansatte repræsenterer alle tænkelige uddannelser, fag, specialer og overenskomster. Ikke 10, ikke 25, men ofte mange flere fag og uddannelser, herunder masser af akademiske medarbejdere og uddannelser. Lederne skal lede. Medarbejderne skal løse en række faglige opgaver. Og rigtig mange af disse ansatte har ingen forstand på, evner til eller forudsætninger for at være ledere. De er faglige mennesker. Lederne er ledere.
Fordomme står i kø

Ledelse er ikke en egentlig og formel uddannelse. Der findes ikke en lederuddannelse på samme måde, som der f.eks. findes en uddannelse til læge eller elektriker. En lægefaglig uddannelse er veldefineret, det samme er en elektrikeruddannelse, en cand.merc.- og cand.polit.-uddannelse – der findes bekendtgørelser, eksaminer, faglige selskaber m.m. Der findes ingen bekendtgørelser vedrørende en lederuddannelse i Danmark. Og der findes ikke et fælles fagligt selskab for alle ledere.

Er der ikke faglig viden om ledelse? Er der ikke videnskabsområder, forskere, institutter og fakulteter, hvor man beskæftiger sig med ledelse? Er der ikke uddannelser, hvori ledelse indgår? Svaret er: Jo! Men sagen er, at der i alle disse uddannelser, fakulteter m.m. også forskes i og undervises i meget andet, og dette andet er normalt det bærende for den pågældende uddannelse. Det kunne være statskundskab, økonomi, pædagogik, erhvervsøkonomi og rigtig meget andet. Men altså: Det er ikke en lederuddannelse, det er en uddannelse i noget andet, hvori ledelse indgår. Ikke som et praktisk fag, men som et teoretisk, begrebs- og modelmæssigt felt, der indebærer, at man studerer ledelse – teoretisk – men ikke, at man lærer at lede. Man skal huske: Man kan sagtens studere ledelse, have stor viden om ledelse, om ledelsesteorier og ledelsesmodeller, man kan have lavet store undersøgelser vedrørende ledelse – alt sammen uden nødvendigvis at kunne lede noget som helst.

Den misforståelse, der ligger bag i hvert fald nogle af de fordomme, der kom frem i forbindelse med ministerudnævnelsen, indeholder nogle antagelser om, at hvis man ved noget teoretisk, begrebsmæssigt m.m. om et felt, så er man dermed også nødvendigvis bedre til at lede og være i spidsen for et sådant felt – f.eks. en forvaltning eller et ministerium. Men det er simpelthen ikke rigtigt. Skulle man nødvendigvis være en bedre sundhedsminister, fordi man har en lægefaglig uddannelse? Nej, selvfølgelig ikke.

Det undrer mig, at alle de pågældende journalister og kommentatorer ikke standser op og ser på det omvendte ræsonnement: Hvis det var så selvfølgeligt, at en skatteminister skal have en universitetsuddannelse for at kunne klare hvervet som skatteminister godt, hvis det var så selvfølgeligt, at en socialminister skal have en universitetsuddannelse osv., hvordan kan det så være, at der er så enormt meget i verden, der går så dårligt, som tilfældet er, samtidig med at de pågældende områder, lande, regioner, sygehuse, ministerier m.m. ledes af såkaldt højt uddannede mennesker?

Det må da vække til én eller anden form for eftertanke, at der findes så ubeskriveligt meget dårlig ledelse, miserabel ledelse, katastrofal ledelse, leveret og udøvet af såkaldt højt uddannede mennesker, som tilfældet er. Det må da være noget, der kunne lede tankerne og ræsonnementerne i andre retninger, f.eks. i retning af, at god ledelse ikke afhænger af, hvilken akademisk eller ikke-akademisk uddannelse lederen har, men af hvilken personlighed, hvilke holdninger, hvilke menneskelige erfaringer, hvilke kommunikative, sociale og følelsesmæssige evner m.m. vedkommende har – herunder selvfølgelig, som ét element, hvilken teoretisk og/eller praktisk/faglig uddannelse, den pågældende har at krydre alt det andet med.
Uacceptabelt ræsonnement

Vi er langt ude, hvis vi virkelig hævder og tror på, at der er en sammenhæng mellem et menneskes evne til at være minister og den pågældendes akademiske uddannelse eller mangel på samme. Det ligger lige for at hævde, at det samme gælder for lovgiverne, altså at medlemmer af den lovgivende forsamling, Folketinget, også skal have en såkaldt højere uddannelse – for at kunne lovgive. At en forudsætning for, at man kan være lovgiver (i et kompliceret samfund), er, at man har en akademisk uddannelse. Det er naturligvis…

Læs hele artiklen om “Den gode ministers uddannelse” her: https://www.mm.dk/artikel/gode-ministers-uddannelse